Slut med gratis kompost på Viborgs genbrugsstationer

Borgerne i Viborg Kommune kunne indtil august 2021 hente gratis kompost på genbrugsstationerne. Foto: Mads Juul Nørgaard

Det er slut med gratis afhentning af kompost hos genbrugsstationerne i Viborg. Behandlingen af haveaffaldet er nu overtaget af Hede Danmark, som ikke tilbyder samme service.

Flere offentlige opgaver er i de seneste år blevet overdraget til private entreprenører. I Viborg Kommune gælder dette blandt andet behandlingen af haveaffald. Pr. 1 september 2020 blev denne opgave overtaget af Hede Danmark.

Ordningen med afhentning af gratis kompost stoppede imidlertid ikke efter dette skift. Revas, som driver genbrugsstationerne, havde et større lager af kompost at trække på, og kunne derfor fortsætte. Nu er lageret sluppet op, hvilket sætter en definitiv stopper for ordningen.

Undgår investering på 5-6 millioner kroner

Gert Schandorff som er afdelingsleder hos Revas forklarer, at skiftet sker på baggrund af ændringer i miljøbeskyttelsesloven, der stiller krav til, hvor og hvordan have-park-affald skal behandles; krav som Revas ikke kan opfylde.

 ”For at vi kunne fortsætte med at gøre det, som vi plejer, skulle vi lave en større investering på 5-6 millioner kroner,” forklarer Gert Schandorff.

Han fortæller, at det har vist sig, at kommunen er kommet regeringens nye affaldsbekendtgørelse i forkøbet.

”Den er faktisk en bekræftelse af, at vi som kommunalt affaldsselskab ikke må have lov til at drive et behandlingsanlæg.”

Af bekendtgørelsen lyder det, at behandlingen af affald, inden for en kort årrække, skal overgå til private aktører.

”Vi er egentlig bare et logistikcenter for affald,” forklarer han.

Kompostafhentning kommer derfor i fremtiden ikke til at foregå hos Revas.

”Man kunne i princippet godt fortsætte med at uddele gratis muld til borgerne, men da vi ikke har det i egne rækker længere, skulle vi købe det fra den private aktør og køre det tilbage til genbrugspladsen,” forklarer Gert Schandorff.

Revas vurderede derfor i samarbejde med Viborg Kommune, at det ikke længere ville være hverken klimavenligt eller økonomisk ansvarligt at tilbyde denne service.

Midtjysk mester i udlicitering

Af indenrigs- og boligministeriets kommunale nøgletal fremgår det, at antallet af offentlige opgaver, som kommunerne udliciterer til privat-leverandører, er steget fra 22,7 til 26,3 procent.

”Stort set alt, hvad vi laver, er mere eller mindre udbudspligtigt,” forklarer Gert Schandorff, ”Det er en tendens, som ikke kun er i Viborg Kommune. Det er generelt, og det stammer fra Christiansborg.”

Indenfor opgaver vedrørende byudvikling, bolig- og miljøforanstaltninger, er Viborg Kommune den kommune i Midtjylland, som udliciterer mest med hele 59,3 procent, hvilket er langt over det midtjyske gennemsnit på 42,8 procent.