De lokale skoler i Viborg mærker ikke meget til det stigende smittetryk, der ses i resten af landet. Foto: Louise Rix
Smitten blandt børn og unge stiger efter eleverne er kommet tilbage fra sommerferie, viser tal fra Statens Serum Institut. Anderledes ser det dog ud i Viborg, hvor man ikke har mærket meget effekt af, at eleverne i folkeskolerne er vendt tilbage efter seks uger i den danske sommer.
I Viborg bekæmper de coronapandemien med god kommunikation, systemer og et lille drys held. Antallet af positive testresultater for SARS Covid-19 er tredoblet på landsplan den seneste måned. En stor del af denne udvikling ses hos børn og unge, som bærer næsten halvdelen af smitten de sidste syv dage. I Viborg Kommune er smitten stadig lav. Så lav, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke længere trækker statistik på aldersgrupper.
”Der er generelt meget lavt smittetryk i Viborg. Vi har ikke på intet tidspunkt været hårdt ramt. Der har været lokale smitteudbrud på en del af vores skoler, men intet, der rigtigt har taget fat,” fortæller Søren Aakjær, der er direktør for Børn og Unge i Viborg Kommune.
Martin Mose, skoleleder for Frederiks Skole i Viborg understøtter denne tese.
”Det ser godt ud med smitten på skolen. Lige nu kender jeg til én elev der er smittet, og sammenlagt har vi haft tre elever, der har været smittet,” siger Martin Mose.
Et billede også Karina Degryr Thomsen, skoleleder for Bjerringbro Skole, kan genkende. Her ses et aftagende smittetal.
Vi er gået under radaren
Umiddelbart har ingen et endegyldigt svar på, hvorfor netop Viborg er gået fri for den stigende smitte. Søren Aakjær, direktør for Børn og Unge, har dog ikke taget let på de lave smittetal.
”Vi har hele tiden holdt vejret og set, at kommuner omkring os har været hårdt ramt. Vi er gået under radaren på en eller anden måde,” fortæller han.
Ifølge Lene Thomsen, sekretariatschef for Børn og Unge i Viborg, gør kommunen intet anderledes end de omkringliggende kommuner.
Det får folk som Martin Mose fra Frederiks Skole til at tro på, en portion held kan være indblandet.
”Jeg tænker det er held. Vi har fulgt retningslinjerne så godt som muligt,” siger skolelederen.
Befolkningstæthed spiller den største rolle
Ifølge Statens Serum Institut er smitten klart højst de steder, hvor flere bor tæt sammen. Det er i virkeligheden smitteårsag nummer ét. Viborg Kommune er geografisk set Danmarks næststørste kommune.
Derfor gisner Søren Aakjær også om, at det kan have en indvirkning på smittetrykket, idet der generelt er længere mellem borgerne. En tese der understøttes af målinger fra Indenrigs- og Boligministeriets nøgletal. Her ses det at Viborg er i den lave ende af befolkningstætheden, når der sammenlignes med de omkringliggende kommuner.
Almindelig sund fornuft
Viborg Kommune har ifølge sekretariatschef for Børn og Unge, Lene Thomsen, fokuseret ekstra meget på, at følge de retningslinjer, der er udstedt af staten.
”Vi tester forsat og har konsekvent fulgt retningslinjerne til punkt og prikke,” siger hun.
Den lave smitte lægger i høj grad pres på borgernes egen sunde fornuft. Den er der ifølge Karina Degryr Thomsen, skoleleder for Bjerringbro Skole, intet i vejen med.
”Noget af det vi gør rigtig godt er, at vi stadig er opmærksomme. Vi passer på, vi vasker hænder, og vi har stadig specielle indgange til børn, så de ikke klumper sig sammen. Derudover tænker jeg, at det er almindelig sund fornuft,” fortæller skolelederen.
Kommunikation og systematik
Ud over statens retningslinjer, står kommunikation og systematik højt på dagsordenen i kommunen.
”Vi har været gode og hurtige til at kommunikere nye retningslinjer ud til hele vores system, herunder skolelederne, så de hele tiden har vidst, hvad de skulle gøre,” fortæller sekretariatschef Lene Thomsen.
Kommunikationen har blandt andet bestået af løbende skoleledermøder på teams mellem kommunens 25 skoleledere og kommunens skolechef Hasse Valdemar Mortensen. En ordning Martin Mose fra Frederiks Skole har nydt godt af.
”Det har været dejligt, at alle skoleledere løbende har kunne tjekke ind med hinanden og få afklaret, hvis der er opstået spørgsmål. Det har været dejligt at kunne spare både med kollegaer og en chef,” fortæller Martin Mose.