En værdig sidste tid: Samarbejdsaftale skal gavne de døende

Viborg kommune er en del af aftalen, der opruster kommunikationen og kompetencer i den palliative indsats. Foto: Markus Svante

De midtjyske kommuner har i samarbejde med almen praksis, hospicer og hospitalerne igangsat en ny samarbejdsaftale for palliative indsatser.  ”Målet med aftalen er at give en bedre sidste tid” siger omsorgschef i Viborg kommune, Maila Tandrup.

I går, onsdag, udarbejdede repræsentanter fra Social og sundhedsudvalget i Viborg kommune et tiltag om palliativ behandling.

Aftalen skal sikre bedre kommunikation mellem de forskellige institutioner, så de uhelbredelige patienter går en værdigere død i møde. Man forsøger derfor at tydeliggøre fordelingen af de særlige opgaver, som hospitaler og hospicer varetager til gavn for den enkelte patient.

Palliativ behandling


Palliativ betyder lindrende.
Et palliativ team kan hjælpe, hvis man er uhelbredeligt syg, og den helbredende behandling er indstillet. Indsatsen kan bestå af sygeplejersker, læger, psykologer, fysioterapeuter og socialrådgivere.

”Vi skal blive bedre til at tænke fælles og afdække situationerne gennem ens retorik på tværs af sektorerne”, siger Maila Tandrup.

Uanset alder, social baggrund og diagnose kan man få den nødvendige hjælp, hvis man bliver diagnosticeret med en livstruende sygdom. Aftalen omfatter også de pårørende til de uhelbredeligt syge, som er et punkt, man nu vil være særligt opmærksom på.

”Vi har været gode til at sætte alt til rådighed i forhold til behandling og brugt for lidt tid på at snakke med familien, om hvad der er vigtigt for dem”, siger Maila Tandrup og understreger, at palliationindsatsens tilstedeværelse kan have større betydning end selve behandlingen.

”Der er patienter, der får behandlinger i deres sidste dage, og den tid ville man måske hellere have brugt sammen med de pårørende”

Man har allerede taget hul på opstartsfasen, men det vil kræve, at kommunen afsætter midler i de kommende budgetforhandlinger for at nå helt i mål.

Det skal der, da flere af punkterne på samarbejdsaftalen kræver et større budget til palliationsområdet.

Heriblandt udvikling af personalets kompetencer og arbejde med nærvær.

Den fulde implementering forventes at være klar i midten af 2022.