Nytorv i Viborg, hvor der afholdes julemarked. Foto: Ann Sofie Sønderskov
Ligesom sine to forgængere skal den tredje film i trilogien Julemandens Datter måske også filmes i Viborg. Viborg Kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg har indstillet forslaget til byrådet. Endnu en julefilm er noget direktøren i VisitAarhus bakker op om.
Den tredje film i serien om Julemandens datter skal måske optages i Viborg Kommune. På et udvalgsmøde onsdag har Økonomi- og Erhvervsudvalget indstillet forslaget til byrådet.
Direktøren i VisitAarhus, der også dækker Viborg Kommune, siger, at det er en god ting.
”Det ligger i direkte forlængelse af den satsning, man har på Viborg som juleby, og i det hele taget på hele Aarhusregionen som et sted med mange oplevelser, når det kommer til jul,” siger direktør Pia Lange Christensen.
Ifølge referatet fra udvalgets møde skal den tredje film i trilogien om Julemandens Datter produceres af Deluca Film, og rollelisten inkluderer blandt andet Mia Lyhne, Ulf Pilgaard, Nikolai Kopernikus og Martin Buch.
Jul i lange baner
Satsningen på Viborg som Danmarks hyggeligste juleby inkluderer ikke kun julefilm, men også julemarkedet på Nytorv, som borgerne kan opleve. December er ifølge Pia Lange Christensen ikke den største turistmåned, men en julefilm kan bidrage til mere end blot turisme.
”Det er også en god ting, at der er noget at opleve for lokale borgere og for besøgende fra nærområderne,” siger Pia Lange Christensen.
Medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget Åse Kubel Høeg synes det er en god idé, at der bliver lavet en tredje film. Og hun er glad for at få vist byen frem:
”Hver gang man viser byen frem, så får folk interesse i at se den. Vi har rigtig meget at byde på og en rigtig fin bykerne, så det er godt for Viborg.”
Filmene Emma og Julemanden, Julemandens Datter og Julemandens Datter 2 er også optaget i Viborg Kommune.