På Viborg Rådhus blev forslaget vedtaget i går. Foto: Mads Ravn
Byrådet i Viborg har besluttet at yde bistand til byrådsmedlemmer, som har oplevet chikanerende eller truende adfærd i forbindelse med deres erhverv som byrådspolitiker.
Medlemmer i Viborgs byråd kan nu se frem til at modtage bistand, hvis de er blevet chikaneret i forbindelse med deres virke som byrådspolitiker. Det blev vedtaget på et møde afholdt af Økonomi- og Erhvervsudvalget onsdag den 25. august.
Tiltaget giver mulighed for, at man kan få støtte til at anmelde chikanen til politiet. Den forurettede får hjælp igennem hele anmeldelsesforløbet.
Derudover kan den chikanerede få udgiftsgodtgørelse for eventuel psykologhjælp, som vedkommende måtte have brug efter oplevelsen.
”Det er vigtigt at være forberedte, og det er vigtigt at tage det alvorligt, for det er noget, der kan have rigtig stor betydning for de mennesker, som bliver udsat for det,” fortæller Eva Pinnerup fra Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Hver fjerde byrådspolitiker har oplevet chikane. Det viser en undersøgelse fra Danske Kommuner. Der er derfor et stort chikaneproblem i lokalpolitik, hvilket det nye tiltag skal hjælpe med at forebygge.
”Det er vigtigt at tilkendegive, at det ikke er noget, man vil acceptere,” siger Eva Pinnerup.
Samtidig skal tiltaget lette byrden hos den chikanerede, så den efterfølgende proces bliver lettere.