Foto: Jens Christian Top / Ritzau Scanpix
Det var computeren, den var gal med, da et Arriva tog mandag eftermiddag, brød sammen lidt udenfor Langå. Toget var ude af stand til at køre og måtte tilkobles et andet togsæt, for at blive trukket videre. Redningsaktionen tog over tre timer og undrer Finn Jensen, som var ombord på toget.
Toget mellem Aarhus og Viborg var blot en kilometer fra stationen i Langå, da det mandag eftermiddag ikke længere ville køre. Passagerne måtte således vente på, at et andet tog kunne komme dem til undsætning.
Toget var standset på en dobbeltstrækning og passagerne fik derfor besked på, at de ikke måtte forlade toget af sikkerhedsmæssige årsager, da et tog kunne komme kørende i det modsatte spor.
Det ligner umiddelbart det scenarie, som udspillede sig på selv samme strækning i 2019, da et Arriva tog brød sammen og holdt passagerne fangede i fem timer på en dæmning, hvor de ikke kunne stige ud.
Det er i lyset af den erfaring, at passageren Finn Jensen undrer sig over Arrivas håndtering, som efter hans opfattelse ikke var særlig rutineret.
”Vi holdt stille i et tog i fuld sol, uden nogen ventilation og det blev meget varmt i toget. Der var spædbørn og ældre passagerer, som havde det skidt.” fortæller Finn Jensen i en mail, som han også har sendt til Arriva.
Kun vinduerne kunne åbnes på klem, men det var ikke til meget hjælp i det stillestående tog.
Finn Jensen forklarer derudover, at informationen fra lokomotivføreren var meget sparsom, og at passagerene først fandt ud af, hvad der foregik, da de fik en besked fra Arrivas SMS-info en halv time efter toget var standset.
Han var derfor efterladt med en følelse af, at Arriva havde mere travlt med at få toget på skinnerne igen, end de havde med kære sig om passagerne.
Til Vi’ Viborg fortæller Arriva, at de deler passagerenes ærgrelse over situationen, og at håndteringen af information i toget kunne have været anderledes. De forklarer dog, at tidsaspektet ikke kunne være anderledes, da problemet først skulle identificeres og derefter løses ved at sende et nyt togsæt afsted, som nogle gange kan holde et andet sted i landet.
De mener derudover ikke, at det var muligt at få passagerne ud af toget, på en risikofri måde, før det blev trukket til Langå station og at de dermed vægtet passagerenes sikkerhed højt.
Alle passagerer kom af toget i god behold