Brun er det nye sort: Diskotekerne åbner, men værtshusene består

De mindre værtshuse i Viborg frygter ikke den kommende genåbning af nattelivet. Foto: Louise Rix

Værtshusene i Viborg tror på, at de unge er kommet for at blive. Det gælder også, når natklubber og diskoteker igen kan åbne den 1. september.

Unge har i det seneste halvandet år med nedlukninger fået øjnene op for værtshuskulturen. De brune omgivelser trækker de unge til sig med den hyggelige stemning og billige øl. Om under en uge bliver de stramme restriktioner på nattelivet løsnet. Men hvilken betydning får det for de små beværtninger, der, siden corona tog fat i marts sidste år, har oplevet en stigning i antallet af gæster?

I Viborg er ejerne af de mindre værtshuse ikke nervøse. Her er de helt sikre på, at de kan noget, diskoteker og natklubber ikke kan:

”Jeg tror ikke, at genåbningen kommer til at gøre den store forskel for os. Mange af dem, der kommer på de små værtshuse nu, har aldrig været her før. Det vil sige, at de først nu finder ud af, at det er meget hyggeligere her end på et diskotek”, siger Bjørn Duch, der ejer Bodega Sankt Hans på St. Hans Gade i Viborg.

Bjørn Duch, der ejer Bodega Sankt Hans i Viborg er sikker på, at de unge er kommet for at blive. Foto: Louise Rix

Også politisk chef for Danmarks Restauranter og Caféer (DRC), en brancheorganisation med mere end 1500 medlemsvirksomheder i restaurant- og barbranchen, herunder de små værtshuse, Freja Brandhøj, er optimistisk.

”Jeg tror, de unge vil blive, når diskotekerne åbner. Rigtig mange bruger jo værtshusene enten før eller efter en tur på diskoteket, men der vil helt sikkert også være dem, der vælger at blive. Generelt tror jeg, at tilstanden i nattelivet vil normaliseres”, siger Freja Brandhøj.

De unge har endelig fået øjnene op

Bjørn Duch har set en tydelig stigning i antallet af gæster hos Bodega Sankt Hans. Her er antallet af gæster næsten fordoblet. Et klart billede tegner sig af den nye målgruppe; det er primært unge.

Et lignende billede tegner sig hos Mathias Kælderen på Sankt Mathias Gade i Viborg.

”Der er kommet mange flere unge i den periode, hvor diskotekerne har været lukket ned. Jeg tror flere har fået øjnene op for værtshuse. For et par år siden kunne jeg godt frygte, at når min generation er væk, er værtshusene det også. Det ser ud til, at det har ændret sig”, siger Jens Schou som hver torsdag er bartender hos Mathias Kælderen.

Jens Schou er hver torsdag bartender på Mathias Kælderen i Viborg. Han tror på, at den hyggelige stemning og de billige priser er nok til, at holde de unge. Foto: Louise Rix

Billigere, nemmere, hyggeligere

En del af forklaring ligger, ifølge Bjørn Duch, i, at priserne er mere favorable hos de mindre værtshuse end på de større diskoteker.

”Jeg tror, de billigere priser spiller en rolle. Mange unge er på SU og har derfor ikke meget at gøre godt med”, siger han.


En teori Jens Schou hos Mathias Kælderen understøtter.

”Det er både billigere og nemmere at tage på værtshus. Og så får de også selv lov til at bestemme musikken”, siger Jens Schou.

En god portion hygge er også en forklaring på den voksende værtshuskultur. De unge er glade for et sted, hvor de alle kan sidde samlet og snakke uden at blive afbrudt af høj musik fra DJ-pulten og skrålende festaber på dansegulvet.

”Man kan have en meget mere intim stemning på et værtshus. Det tror jeg godt, folk kan lide”, siger Jens Schou.

Jens Schou er da også helt sikker på, at den gode stemning hos Mathias Kælderen vil forsætte ind i efteråret.


”Jeg tror, at der bliver mindst lige så travlt her fra 1. september, fordi man kan blive ude til senere. Vi frygter faktisk ikke at blive affolket på grund af diskotekerne”, siger Jens Schou.